Englehaven
1. december - 23. december
Englehaven vender tilbage i år og åbner officielt fredag den 1. december kl. 16.00. Skovgaard Museet forvandler igen dets smukke museumshave til den lysende Englehave, der er blevet en helt særlig tradition i Viborg. Englehaven symboliserer alle dem, vi savner og har med i vores hjerter juleaften.
Englehaven skabes af børn og voksne i løbet af december. Alle besøgende kan få udleveret en gratis engel, der forsynes med navnet på den person, man savner. Derefter hænges englene på juletræer i haven. Englene er inspireret af Joakim Skovgaards engle fra hans udsmykning af Viborg Domkirke.
Englene kan afhentes i museets åbningstid tirsdag - søndag kl. 11.00 - 16.00.